Пер Гюнт. Кукольный дом. Дикая утка / Peer gynt. Et dukkehjem. Vildanden. Книга для чтения на норвежском языке

Far vel, kære gutten min, imorgen kan du gifte dig!

PEER GYNT

Din helvedes mare!

KVINDEN

Men der er s’gu sandt!

Ungen fГҐr du fostre, din fodlette fandt!

Vesle-fanden, vil du til faer din?

UNGEN

(spytter pГҐ ham)

Tvi!

Jeg skal hugge dig med Гёksen; bare bi, bare bi!

KVINDEN

(kysser ungen)

Г… nej, for et hoved, der sidder pГҐ den krop!

Du blir faer din opp af dage nГҐr du engang vokser op!

PEER GYNT

(stamper)

Gid I var så langt – !

KVINDEN

Som vi nu er nær?

PEER GYNT

(knuger hænderne)

Og alt dette – !

KVINDEN

Bare for tanker og begær!

Det er synd i dig, Peer!

PEER GYNT

Værst for en anden! —

Solvejg, mit reneste, skæreste guld!

KVINDEN

Å ja; det svir til de skyldfri, sa’e fanden,

moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld!

(Hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster Гёlbollen efter ham.

PEER GYNT

(efter en lang taushed)

Gå udenom, sa’e Bøjgen.

Der faldt kongsgГҐrden min med brГҐk og rammel!

Det slog mur om hende, jeg var så nær;

her blev stygt med et, og min glæde blev gammel. —

Udenom, gut! Der findes ikke vej

tvers igennem dette til hende fra dig.

Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes.

Der stГҐr noget om anger, hvis ret jeg mindes.

Men hvad? Hvad stГҐr der? Jeg har ikke bogen,

har glemt det meste, og her er ikke nogen

retledning at fГҐ i skogen.

Anger? SГҐ skulde der kanske gГҐ ГҐr,

fГёr jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert.

Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert,

og klinke det ihob af stumper og skГҐr?

Sligt gГҐr med en fele, men ikke med en klokke.

Der, det skal grГёnnes, fГҐr en ikke trГҐkke.

Neb det var jo en lГёgn med det heksetryne!

Nu er alt det styggetøy ude af syne. —

Ja; ude af syne, men ikke af sind.

Smygende tanker vil fГёlge mig ind.

Ingrid! Og de tre, som pГҐ hougene sprang!

Vil de også være med? Med skrat og harme

krævbe, som hun, at krystes i fang,

lГёftes varligt og vent pГҐ strake arme?

Udenom, gut; var armen sГҐ lang,

som furuens lægg eller granens stang, —

jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,

til at sætte hende fra mig menløs og skær. —

Jeg får udenom dette på sæt og vis,

sГҐ det hverken blir vinding eller forlis.